Indvendig rengøring af bil - Gør det selv

Indvendig rengøring af bil – Gør det selv

Indeholder annonce- og reklamelinks

Det tager ikke lang tid at foretage en rengøring af bilen indvendig, og det er helt sikker besværet værd. Det er en fornøjelse at køre i en ren bil, men ofte er det desværre et sted der bliver sprunget over.

Særligt efter en lang vinter kan bilen være godt snavset indeni, og trænge til en god rengøring. Der findes en masse steder, hvor du kan betale dig fra at få gjort bilen ren, og det er superfint, men du kan sagtens gøre det selv. Hvis du sørger for at holde snavset nede, så bliver det endnu hurtigere næste gang.

Rengøring af bil indvendigt – Det skal du bruge:

  • Affaldspose
  • Støvsuger med div. mundstykker
  • Vand og sæbe
  • Mikrofiberklud
  • Glasrens
  • Silikonemiddel

Og eventuelt også:

  • Vinylplejemiddel
  • Tekstilrens eller læderplejeprodukt

Klik her og se en masse forskellige bilplejeprodukter til udvendig og indvendig rengøring af bil.

Der er vist ikke nogen regler for, i hvilken rækkefølge rengøringen skal foretages. Jeg bruger altid denne fremgangsmåde, som jeg synes fungerer godt:

  • Ryd op – Fjern affald og ting som ikke hører til i bilen
  • Støvsug – Bank måtterne og støvsug bilen grundigt
  • Overflader – Rengør overflader og instrumentbord
  • Sæder – Støvsug sæderne, og fjern pletter hvis nødvendigt.
  • Ruder og bakspejl – Puds alt glas og spejle
  • Dørfalse og gummilister – Skal rengøres og smøres

Ryd op og smid ud

Når man bruger sin bil meget, er der en tendens til, at der samler sig tomme sodavandsdåser, slikpapir, servietter og andre ting, som man ikke har fået smidt ud.

Start med at rydde op, og få smidt tingene i skraldespanden. Et godt tip er at have en affaldspose med i bilen, så du undgår at skraldet hober sig op.

Fjern også alt som ikke hører til i bilen, så der ikke roder unødigt.

Når bilen er ryddet for affald, så fjern de ting du fast har liggende i bilen. Derved undgår du at småting forsvinder, eller bliver suget op i støvsugeren. Det kan være parkeringskort, mønter til indkøbsvognen, kabler til telefonen osv.

Grundig støvsugning og rengøring af automåtter

Når bilen er tømt for løse genstande, skal den støvsuges.

Start med at tage måtterne ud af bilen. Bank dem godt, så det værste jord og snavs bliver banket af. Hvis måtterne er meget beskidte, kan du vaske dem med sæbevand. Brug eventuelt en stiv børste, eller svamp til at skrubbe måtterne rene, og skyld efter med rent vand. Husk at måtterne skal være helt tørre, inden du lægger dem på plads.

Støvsug bunden af bilen og sæderne grundigt. Her er det praktisk, hvis du har forskellige mundstykker til støvsugeren, så du kan komme ind i alle kroge. Du kan også støvsuge instrumentbrættet og de øvrige overflader. Her er et mundstykke med en børste super praktisk. Det rengør overfladerne uden at ridse, og det fjerner effektivt støv i luftdyserne.

Tjek måtterne inden du lægger dem på plads. Bilmåtter bliver slidte, og med tiden kommer der huller i dem. Gamle og slidte automåtter gør ikke noget godt for bilens udseende. Ved at skifte måtterne, kan du få bilen til at stråle indvendigt igen, og et sæt nye automåtter koster ikke alverden.

Når du støvsuger, så glem ikke bagagerummet, som tit kan blive ret snavset.

Rengøring af instrumentbord og andre indvendige overflader

Til at rengøre instrumentbræt og de øvrige flader, er en opvredet klud ofte nok. Hvis du har svært ved at få fladerne helt rene, kan du bruge en lille smule brun sæbe opløst i vand.

En mikrofiberklud er god til at tørre med, da den suger støvet til sig, og samtidig er skånsom for overfladerne.

Der findes produkter i handlen, som med fordel kan bruges til vinylfladerne. Med tiden kan vinyl få et trist udseende, og her kan du shine instrumentbrættet op med vinyl-makeup. Disse produkter har en langtidsvirkende effekt, som gør fremtidig rengøring lettere. Husk blot at du ikke må bruge produkter, der gør instrumentbrættet blankt. Overfladen skal altid fremstå mat, så den ikke reflekterer strålerne fra solen og blænder føreren.

Rengøring af bilens stof- eller lædersæder

Bilens sæder er meget udsatte for snavs, og kan til tider være svære at holde rene. Start med at støvsuge sæderne, så alt det løse snavs fjernes. Hvis der ikke er pletter eller andet der kræver særlig rengøring, så er støvsugningen nok.

Rengøring af lædersæder

Lædersæder er meget lette at rengøre. Pletter og snavs kan let fjernes med en fugtig klud eller et vaskeskind.

For at læderet skal holde sin flotte glans, skal de behandles med et plejeprodukt. Der findes en masse læderplejeprodukter i handlen, og fælles for dem alle er, at produktet skal gnides ind i læderet i små cirkler.

Hvis læderet ser meget trist ud, eller det er længe siden sidste behandling, kan du gentage behandlingen efter endt tørretid.

Læderprodukterne har en langtidsvirkning, som beskytter sæderne og holder dem flotte i lang tid.

Rengøring af tekstilsæder

Almindelige sæder i stof kræver lidt mere rengøring end lædersæder. Børn og husdyr kan hurtigt efterlade pletter på sæderne, som helst skal fjernes hurtigst muligt.

Du kommer langt med en klud, der er fugtet med vand, men dybere rengøring kræver andre midler. Hvis sæderne er meget beskidte, skal du bruge en særlig tekstilrens. De fleste produkter skal gnides ind i sædet, og blive siddende i 10-15 minutter. Bagefter skal tekstilrensen fjernes med klud eller støvsuger (alt efter produkt). Herefter skal sæderne tørre, inden du sætter dig ind igen.

Sørg så vidt muligt for at rense hele sædet. Hvis du kun renser, hvor der har været pletter, vil det kunne ses, når sædet er tørt.

Puds ruder og bakspejl

Nu skal ruder og bakspejl pudses, hvilket kan klares med almindeligt sæbevand. Hvis ruderne er meget fedtede, så er der tendens til, at de bliver stribede.

Det er ikke sikkert striberne er særlig tydelige, men lige så snart du kører ud i solen, vil du kunne se dem med det samme.

Det er lettest at bruge en helt almindelig glasrens, som den man bruger i den almindelige rengøring i hjemmet.

Vask dørfalse og vedligeholdelse af gummilister

Til sidst skal gummilister og dørfalse have en tur. Dørfalsene har det med at blive meget snavsede, og man glemmer dem ofte, når bilen bliver vasket. Sørg for at vaske godt med vand og autoshampoo, så de er helt rene. Samtidig kan du vaske kanterne på dørene, som også tit er meget beskidte.

Gummilisterne skal støvsuges grundigt, og tørres af med en klud. Herefter skal listerne behandles med silikone eller et lignende vandafvisende middel.

Silikonen gør at dørene ikke fryser fast, når det begynder at blive koldt udenfor.

Flot resultat med indvendig rengøring af bil

Når du er færdig med den indvendig rengøring af bilen, står du tilbage med en super flot bil.  Hvis du bruger mange timer i bilen, så ved du at en ren bil er mere lækrere at køre i, end en der er møgbeskidt.

Brug en time engang imellem, så bliver du meget gladere for din bil.